Opdatering, december 2015

Jeg er stadig i gang med romanen Lockouten i 13, men der er nu tale om redigeringsarbejde og finjusteringer. Jeg kan med andre ord se en ende på arbejdet. 

Projektet har taget længere tid at gøre færdigt end beregnet. Det beklager jeg. Min undskyldning er - udover at jeg blev nødt til at tjene penge ind imellem - at en roman er en ret voldsom opgave. Den kan synes 3/4 færdig - som nu denne gjorde for et år siden - men manuskriptets sidste 1/4 kan gøre det nødvendigt at ændre ikke så lidt på det allerede skrevne. Det er jo til sidst, enderne bindes. Og der skal bindes en del ender, og nogle skal bindes helt om, og mange ender skal cuttes væk ved deres rod, og helt nye skal nulres og dyrkes frem. (Sorry for billedstrøm.) 

Nuvel. For at berolige mine (u)tålmodige backere, der for godt halvandet år siden troskyldigt investerede i en bog, der endnu ikke var skrevet færdig, kan jeg meddele, at den udkommer på tre-årsdagen for lockoutens begyndelse, nemlig 1. april 2016. Jeg har sendt meddelelse til backerne pr. mail herom. Samtidig har jeg givet dem mulighed for, dersom deres tålmodighed er brugt helt op, at de kan få de indbetalte penge tilbage. 

I et forsøg på at holde på folk, det vil sige at forhindre, at de skrider fra dette forsinkede men stadig principielt vigtige projekt, lægger jeg nogle flere kapitler op. Se længere nede på denne alenlange side.  

Det skulle af de nye tekster gerne fremgå, at det ikke bare er et principielt vigtigt projekt, fordi det benytter sig af de finansieringsmetoder, som kulturen uden tvivl fremover vil gøre meget brug af, men at der også kommer en velskrevet og underholdende roman ud af det.

Faktisk er det pinedød nødvendigt, at romanen bliver velskrevet og underholdende! Der er nemlig ikke meget ved at lave udenomsinstitutionelle sager, dersom de viser sig at være tyndbenede - for så går det principielle fløjten. Kulturlivets mange dengser, og dem er der mange af, vil pege fingre og sige: 'Se, man kan alligevel ikke lave ordentlige kulturprodukter, når man lader hånt om det etablerede system.'

Lad mig til sidst gøre opmærksom på, at forsinkede bogprojekter ikke er ualmindelige også i den såkaldt almindelige forlagsverden. Men det er selvfølgelig mere irriterende, når man har investeret på forhånd, indrømmet. Jeg tager ved lære og klør på.

Mvh. Boris Boll-Johansen


Jeg giver herunder eksempler på Uge 1, Uge 2, Uge 3, og som noget nyt også fra den ellers hemmeligholdte Uge 4 - uuh - lockoutens sidste uge, hvor alting for alvor begynder at skride. (Jeg er dog stadig lidt fedtet med den sidste uge - der er kun tale om en mundsmag, men man fornemmer sikkert alligevel, hvor det bærer hen.) 

Hvis man i øvrigt skulle have glemt, hvad det hele går ud på, er der er et resume af bogens handling her.



UGE 1, kapitel X. - Efter således at have placeret Mie og Eske på jobmarkedet [hvilket jo altså er sket i de foregående kapitler], kan vi nu kigge nærmere på deres ageren på arbejdspladsen. Udgangspunktet er rimeligvis lockoutens første dag.

Det var som regel Mie, der sørgede for, at pigerne kom i skole, mens det som regel var Eske, der hentede dem, eller i det mindste havde ansvaret for koordineringen af deres videre færd efter skole. Nogle gange skulle de dirigeres af sted til fodbold, svømning, hvad de nu gik til, andre gange skulle de til veninder, eller veninder skulle hjem til dem. Eske gjorde ofte opmærksom på, at dette arbejde var "en større koordinationsudfordring, end man lige skulle tro".
Denne tirsdag, som var lockoutens første dag, eftersom mandag som nævnt var 2. påskedag, tog Mie S-toget. Hun havde fået mindst en halv time forærende på grund af ungernes fravær, men foretrak altså alligevel at tage det offentlige. Årsagen var vejret. Det var for umageligt at cykle helt ud til Sydhavnen. Hun vidste af erfaring, at hun på den første halvdel ville fryse, og på den sidste halvdel svede. Kun godt hundrede meter på Frederiksberg ville temperaturbalancen være i vater.
Idet Mie steg af på Sydhavn station, mødte hun en kollega, Britta, der netop var stået af toget, der kom fra den modsatte retning.
De begyndte straks, uden svinkeærinder, at tage fat på snakken om lockouten: Hvad man selv gjorde, og hvad man havde hørt, at andre gjorde, og ikke mindst: Hvad man selv havde planlagt at gøre, hvis det her virkelig skulle vare ved.
Mie forstod hurtigt, at hendes eget tilfælde kunne risikere at virke mindre interessant på grund af deponeringen af pigerne i Risskov. Hun understregede derfor et par gange, at ordningen var midlertidig, og at de faktisk kunne "ventes hjem hvert øjeblik, det skulle være". Uanset at det ikke var tilfældet.
Da Mie og hendes kollega via glasskydedørene trådte ind på deres arbejdsplads, mærkede de straks den ændrede stemning. Snakken, anspændtheden. Længere nede ad gangen dukkede endda et barn op. Det blev dog hurtigt lempet ind i et kontorlokale igen.
Gitte Blaad Olsen var mødt tidligere, end hun plejede. Sikkert for at holde et vågent øje med den særprægede situation, herunder og ikke mindst: At sørge for, at den ikke voksede ud af proportioner.
Mie satte sig ind på sit kontor, det halvt, aflukkede rum, der var hendes. Hun tændte for computeren, og mens den arbejdede sig op i et vågent mode, søgte hun at samle sine tanker. Hun havde imidlertid svært ved det, lyttede hele tiden med et halvt øre efter stemmerne, der summede på gangene eller som sivede ud fra de andre kontorer. Hun lod skrivearbejdet ligge og trak i stedet den halvt gennemlæste stak papirer op af tasken. Hun lagde den bordet, bladrede i den, satte streger her og der. Hun var bevidst om, at hun kunne blive iagttaget af en forbipasserende ude på gangen. Det var almindelig kotyme, at man ikke lukkede døren, selv om det var muligt. 
Lige inden frokost lykkedes det hende faktisk at arbejde autentisk koncentreret.
I frokoststuen fordelte man sig, som man nu kom ind. Folk havde dog deres yndlingspladser.
Mie stillede sin frokost foran sig. Den lå i to mindre plastikkasser, der begge havde tætsluttende låg. Hun havde letkogte broccolier med. De var brækket af i fornuftige, store bidder, så der var noget for gaflen at arbejde med. De store knolde var så (nede i plastikkassen) rørt sammen med lidt sesamolie. I den anden beholder havde hun en mindre portion vilde ris, der var kogt for et par dage siden. Mette fra HR-afdelingen satte sig over for hende. Mie anede, hvad der ville komme. Og ganske rigtigt, Mette pegede på Mies ene madboks med sin gaffel (hvilket der jo i sig selv var noget uhøfligt ved) og konstaterede: "Kulhydratmissiler."
”Oprydning i køleskab”, sagde Mie lakonisk. ”Lockoutunger i Risskov.”
”Åh ja", sagde Mette og kiggede på Mie med et forbløffet udtryk, som hun straks gjorde venligt. "Planen er trådt i værk? Afskibningen effektueret?"
Mie fortalte, at hun samme morgen havde været inde og snuse til deres tøj. For "man kom jo til at savne sådan nogle små størrelser". Man skulle dog ikke være blind for, "at ordningen gav en del ekstra tid til forældrene". Samt at "pigerne nu får anledning til at komme tættere på deres bedstefar." Hvilket hun straks udvidede til "hele familien i Jylland" for at give det mere volumen. Og måske også for at yde Bitten en smule retfærdighed.
Mette nikkede. Mie skulle også til at nævne dette med kommunikations-filteret, den planlagte tilbageholdenhed i mobiltrafikken, som skulle lære ungerne at være "tilstede, hvor de faktisk var”, men lod det ligge. Det kunne nemt tolkes som ligegyldighed. Uanset at det nærmest var det modsatte.
”Og din far?" spurgte Mette. "Han hygger sig vel, kunne jeg forestille mig?”
”De storhygger sig, det er helt sikkert. Alle sammen.”
”Og hvad med … Din fars kone? Hvad hedder hun? Bitten? Er hun med på den?”
Mie rettede øjnene mod Torsten, en af Mies nærmeste kolleger, der i det samme kom ind.
Han hilste rundt i frokoststuen, satte sig, gik i gang med at pakke sin fornuftige madpakke ud. Mie spurgte ham, hvordan det så gik "hjemme hos dem"?
”Ja, vi har jo deponeret Tina Merete hos vores nabo", sagde Torsten. "De har en datter på nøjagtig samme alder, så … Det skal nok gå. Mon ikke. Og så må vi jo se. Og eventuelt skiftes.”
Runden var sat i gang. De skævede over til Kirsten, sekretæren, der havde sat sig og var gået i gang med at spise. Hun forstod signalet, lagde bestikket fra sig, tørrede sig om munden, tog en slurk vand.
Kirsten havde ét barn, Ester, der gik på Steinerskole.
Og Kirsten forklarede, at de fleste Steinerlærere slet ikke var ramt af lockouten. Angiveligt fordi de færreste var organiserede i Danmarks Lærerforening.
”Hvad fa’en? Er de ikke organiserede?” spurgte Torsten i en spøgefuld, grov arbejdertone. Han lænede sig også lidt frem, spredte benene i det samme og placerede den knyttede næve på sit ene lår for at understrege spasen. Da han imidlertid blev i tvivl om, hvorvidt han var gået over stregen, skyndte han sig at grine et ”haha” og flagre tilbage til model blød mand.
Snakken gik i frokoststuen. Der var mange gentagelser, efterhånden som nye folk kom anstigende. De først ankomne blev stadig mere knappe i deres svar, det måtte man have forståelse for. Mie var en af dem, der mest ivrigt sendte svarmuligheden videre.
Da hun havde spist de sidste ris, lyste hendes telefon. Den lå på bordet og var sat på lydløs. Det var en sms fra Eske: Hvem der stod for dagens indkøb? Mie tænkte sig lidt om og skrev så: ”Det gør jeg!" Hun glædede sig allerede til at købe lidt mere luksuriøst ind, end hun plejede. Chilien skulle også genopdages.
”Nå, man skal jo til det”, sagde hun så og gik over for at vaske sine skåle af i den lille køkkenvask. Bestikket puttede hun i opvaskemaskinen.
Inden Mie søgte ned på sit kontor, rundede hun det lille sofabord, der stod i frokoststuens ene hjørne. Mange deponerede deres magasiner her, når de var færdige med at læse dem. Her og der var der også et par udklip i plastikcharteks, som nogen mente måtte have faglig relevans.
Man ryddede af og til ud i stakken – det var en naturlig fortsættelse af den bevægelse, de fleste i øvrigt foretog sig: at rydde ud i bunker. Således dukkede også altid den artikel op til overfladen, som ingen formentlig nogensinde havde læst: Interviewet med den kvindelige arkitekt, der havde tegnet den avancerede kontorejendom, de befandt sig i.
Hvem, der havde lagt artiklen der, kunne ingen længere huske. Måske var den endda fulgt med lejemålet?
Mie tog et Alt for damerne op, bladrede i det og lagde det tilbage igen. Nej, det var vel nu, man skulle til at læse noget ordentlig lekture. Tiden var til det. For første gang i flere år var tiden til det.
Ole Persson, for eksempel, skulle man ikke gå i gang med at genlæse nogle af hans værker?



UGE 2, kapitel X. - I hvilket Eske ad surfingens kringlede ruter ledes til Ikast. Og alligevel ender med at finde noget, der kan minde om Ullas portræt.

Eskes kolleger stod omkring vandautomaten og snakkede om lockouten. Som noget nyt søgte de barnløse også stadig oftere ind i samtalen. Nogen, fordi de så en mulighed for at medpausere. Andre for at fiske i uroen og den tiltagende desperation og for således at nyde deres egen afstand til den.
Eske havde endnu engang meldt ud, at hans "dejlige piger" stadig var hos deres bedsteforældre, og at det var godt sådan, og så måtte vi se, hvor længe det holdt.
Derefter trak han sig ud af samtalen.
Han satte sig ved sit skrivebord og hev nogle papirer til sig, som han ind imellem satte en målende finger i. Han larmede lidt med tastaturet, kiggede på skærmen, satte fingeren på papiret igen, flyttede den lidt ned, bladrede videre til næste papir.
Men han læste ikke, og det, han tastede, var Ullas navn.
Havde det været 20 år tidligere, ville han muligvis af vanvare være kommet til at skrive ”Ulla, Ulla” på et eller andet stykke papir. Men den slags kruseduller opsugede nu Googles søgefelt.
Hendes fulde navn kendte han fra dørskiltet: Ulla Juul Rasmussen. Han scrollede igennem resultaterne. 57 hits. En frisør i Ikast dominerede listen. Et tryk på ”billeder” bragte ham ikke tættere på den rigtige Ulla. Men sådan så i det mindste frisøren ud: En overglad cirka 30-årig, der øjensynligt godt kunne lide at give den gas til diverse frisørconvents.
Eske søgte ind på hendes hjemmeside. Den bestod af et sammensurium af gode tilbud og Gajolvisdom og billedmapper fyldt med fotos fra salonen og af brude, der havde fået rejst håret i mægtige opsatser. Og – ja – var de egentlig ikke decideret dristige, de frisurer, sådan som håret faldt, og sådan som der var stukket ting og sager i de dele af det, der ikke skulle falde? Frisørens varemærke syntes at være den blomsterkrans, der lå sødt og halvskævt oven på den langstrakte, gennemdesignede hårbolle. Det var formentlig blomsterkransen, der gjorde alle de lidt vilde håreksperimenter mulige, set fra et midtjysk synspunkt, fordi den immervæk endte med at trække alle æstetiske udsagn mod det feminine.
Eske fattede sympati for den kreative Ikast-pige. Også fordi det jo understregede, at man ikke behøvede at være bevidst om, hvad man lavede, før det virkede.
Femen-pigerne havde tilsyneladende ikke levet og optrådt forgæves. Den gode blanding af punk, graffitiskrift på nøgen overkrop, flagrende, indignerede teenagearme, skinger røst, barberede armhuler, hertil ukrainske ungpigebryster, der knap nok kunne hoppe, selv om pigerne gjorde det, jo, der var ikke noget at sige til, at feministfænomenet var blevet et hit. Man kunne så undre sig over, at de såkaldte frigjorte piger ikke frigjorde sig fra et udtryk, der samlet set var halvidiotisk, og tydeligvis var designet af et eller andet liderligt menneske. Men kulturens veje er pudsige og interessante, og man ser det alle de steder, man orker at se efter. I Ikast og omegn lod man gerne det sære, østeuropæiske oprørsforsøg ligge og nøjedes med at lade sig inspirere af blomsterkransens hilsen til 'det feminine'. Og så gjorde det da heller ikke noget, at sådan en krans samtidig refererede til noget under ens egne fødder, nemlig til det nordiske og det majstangagtige, i det mindste når man så det igennem en tåget, smånationalistisk eller småregionalistisk forestilling.
Den smukkeste af brudene havde i øvrigt et åbenlyst tyrkisk eller ligefrem mellemøstligt udseende. Hvilket Eske ikke forstod. Måske var hun dansk gift? Adopteret? Eller var dette virkelig billedet på integration?
Eske tog den sammenklipsede stak A4-ark op i hånden, bladrede om til en ny side, greb nu en kuglepen og satte en tilfældig streg i marginen. Han kiggede på sin finger, da han placerede den over et nyt tekststykke. Det var snart tid at klippe negle.
Den lille gruppe ved vandautomaten snakkede nu om konflikten som sådan. Var det ikke kun rimeligt, at lærerne endelig meldte sig ind i det 21. århundrede? Eller: Hvad var det i bund og grund for noget skummelt pis, Kommunernes Landsforening havde gang i? Og hvad var det for noget med ham Corydon og hans aftaler under bordet?
Eske gik ud i det åbne Google-felt igen.
Hvad vidste han mere om Ulla? Jo, selvfølgelig! At hun arbejdede for Fitness World …
Og der var hun så!
Delvist.
For hun var så nyansat, at der ikke var noget billede af hende endnu. Virksomhedens medarbejdere stod i en scrollevenlig søjle, det ene portrætfoto afløste det andet. Alle var meget solbrændte og smilende. Og ud for hver enkelt stod der lidt om uddannelser og ”ansvarsområder”. Det meste var floskelpræget sniksnak.
Men Ullas portræt bestod altså af en af de her standardiserede grå silhuetter, som man også kender fra Facebook og andre sammenhænge, hvor der endnu ikke er uploadet et foto til profilen. Og som siger sådan noget som: 'Fotografen er på vej'.
Eske gik på Facebook uden forventning om at finde noget. Og blev således heller ikke skuffet over, at der intet var.
Han hev i stedet Ullas stiliserede silhuet ud på computerens skrivebord. Han skævede til kollegerne, sporede ingen fare og sendte billedet mod den store printer, der straks summede lydigt.
Han tog papiret, som printeren havde gjort halvlunt, og kiggede på den lysegrå silhuet. Det stod malplaceret og ensomt på A4-arket. Han fandt en saks frem og klippede portrættet ud. Det var meget Steineragtigt, må man nok sige, for så vidt man selv skulle tildigte det øjne, næse, mund, hår, alt, men det var jo smart i den forstand, at det gik fint at stoppe det ned i tegnebogen.
Så det gjorde han.
Han lagde udklippet bag billederne af Karoline og Margrethe, trods alt, men immervæk i den lille lomme med det klare plast.




UGE 3, kapitel X. - I hvilket Mie har succes med i en længere periode at forlægge sit arbejde til hjemmet. Og det endda ved at gøre brug af Ole Perssons spektakulære metode: ”det gestiske billedblik”. 

Mie sad på sit kontor og arbejdede, eller forsøgte på det, da hun så skyggen af Gitte Blaad Olsen passere ude på gangen. En øjenkrog og en døråbning var nok til at tegne flugten af hendes person. Gitte Blaad Olsen var slank, hun gik hurtigt og hendes bevægelser var urolige, og så havde hun ofte den modne, magtfulde kvindes stilsymbol viklet om hals og skuldre: et tørklæde i et dyrt materiale og i farver, der nøje stemte overens med det øvrige tøj. Christine Lagarde brugte dem flittigt. Angela Merkel sigende nok ikke.
Også denne dag stod der en snip af silke efter den travle, godt 60-årige kvinde.
Mie beundrede hende.
Gitte Blaad Olsen havde igennem 20 år været den drivende kraft i faget kommunikativ erhvervspsykologi. Og hun havde været med siden den initierende fase. Der havde været betydelig modstand mod faget i universitetsverdenen i starten, stivstikkerne mente, at det var ’poppet’. Men det havde gradvist ændret sig, efterhånden som det blev mere moderne at forestille sig, at erhvervslivet og humaniora kunne noget sammen. Et decideret gennembrud kom, da det fra ministerielt hold hed, at kommunikativ erhvervspsykologi var at se som "et overlapningsfag", som "alle andre universitære fag kunne lære meget af". Derefter havde der næsten ikke været nogen ende på bevillingerne.
Gitte Blaad Olsen havde, inden hun blev institutleder, været en særdeles flittig forsker, hun havde læst og skrevet og læst og skrevet, og – hvad Mie selvfølgelig fandt ret vildt – hun havde i sin tid såmænd været til talrige konferencer, i panel og det hele, med Ole Persson. Man kunne desuden finde et par halvobskure, marxistisk inspirerede antologier, som de begge havde bidraget til i tidernes morgen. Mie havde et par af dem stående på reolen derhjemme. I stuen. De stod lidt forskudt i forhold til Perssons egne bøger. Der igen stod lidt forskudt i forhold til studiets uomgængelige opslagsværker og det, der havde udgjort kernen i studiets pensum. Mie havde bemærket, når hun besøgte venner fra studietiden (der var stadig et par stykker tilbage fra den gamle læsegruppe), at så godt som alle havde de samme bøger stående, og at de i øvrigt ofte dannede identiske mønstre. 
Hvorfor stod de bøger altid så centralt, når langt de fleste alligevel kun havde sporadisk kontakt til deres gamle fag, om overhovedet? Ikke mindst den teoretiske del af det? Var det for at flashe kandidatgrad og akademikerhjem? Næppe. Der er ikke længere noget egentlig originalt i have studeret. Det er snarere sådan, at bøgerne fra studietiden, med deres demonstrativt knækkede rygge, kan fungere som en påmindelse om dengang, man havde tid til at bladre frem og tilbage, skrive noter og søge at forstå, virkelig at forstå. Den halve hyldemeter fungerede som et hånligt stempel hver eneste dag, et stempel, der både rummede løfter om den ungdom, der var væk, og den fordybelse, der ikke længere var plads til.
Mon ikke også hun, det velanskrevne blad Gitte Blaad Olsen, havde en længsel i sig? Og mon ikke den i en vis forstand var stærkere end de fleste andres, fordi hun ikke bare havde studeret, men decideret forsket
Mie lukkede det Word-dokument, hun havde arbejdet med - eller pillet lidt i - og gik ud i køkkenet.
Gitte Blaad Olsen stod ved den nye Nespressomaskine, som de alle sammen havde skillinget sammen til, og hun stod med en af de røde pads og skulle til at sætte den i maskinen.
”Uhm, ja, den røde - det er også min favorit”, sagde Mie efter at have sikret sig, at det ikke var den sidste, for så kunne det jo misforstås.
”Ja, den er rigtig dejlig”, sagde Gitte og smilede. ”Go’, kraftig.”
Mie stod lidt og trådte sig selv over tæerne, vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle få det sagt. Hentede i mellemtiden en kop i skabet.
I det samme lød et kort barneskænderi og en irettesættelse fra en mand. Hans ord var venlige. Men irritationen drev ned ad udsagnets inderside. Mie sendte en venlig tanke til tilfældet.
”Det er simpelthen så dejligt med alt det liv”, sagde hun så.
Rundt omkring på kontorerne befandt sig en del børn, de fleste i alderen syv til tretten. Det meste af tiden tegnede de. Ind imellem tog en voksen sig sammen og lavede lidt halvhjertet undervisning a la: ”Kan I ikke skrive alfabetet?” Eller: ”Prøv at skrive alle de ord, I kender, der begynder med S.” Børnene blev også sat til at lave små regnestykker, der blev opfundet på stedet, og som enten var umulige for børnene at løse eller alt for nemme. Den differentierede undervisning bestod i, at man ind imellem koncentrerede sig om sit eget afkom og lod de andre sejle deres egen sø.
De interne pasningsordninger blev især etableret, hvis en opgave forestod, som krævede særlig meget koncentration. Men det grundlæggende problem med denne ordning var - som det også gjaldt ude i det øvrige, lockoutramte samfund - at nogle børn var nemmere at have med at gøre end andre, hvortil kom et problem, der var særlig påtrængende på arbejdspladsen, i hvert fald denne: Hvis man for ofte havde anledning til at tage sig af børnene, røbede man indirekte et og andet om sit arbejdes beskaffenhed. Grovere formuleret: Siden de færreste vidste, hvad de andre egentlig fik tiden til at gå med, fandt man i børnepasningsordningen et kærkomment måleinstrument. Derfor var der også kamp om ikke at passe ungerne, ja, nogle følte sig endda fristede til at lade dem gå for lud og koldt vand, når de ikke længere kunne undsige sig tjansen.
Ikke få af kollegerne var misundelige over, at Mie havde fået arrangeret en permanent pasningsordning i Risskov - eller ”ovre i Aarhus”, som københavnerne sagde, fordi de ikke anede, hvad Risskov egentlig var for en størrelse.
Da de samtidig forstod, at Mie ikke havde lyst til at træde ind i nogen pasningsordning, faldt de ord gerne, at de ”jo nok selv ville være blevet sindssyge af savn allerede efter et par dage”.
Det var så straffen.
Gitte Blaad Olsen havde ikke børn. Og det var vel en væsentlig grund til, at hun egnede sig så godt til at blive chef, ikke kun fordi hun så kunne arbejde 70 timer om ugen, når det var påkrævet, men fordi man i kraft af hendes barnløshed i forvejen så skævt til hende, anså hende for at være noget andet, og så kunne hun jo lige så godt indrette sig i denne andethed.
Mie udnyttede sin chefs barnløshed på skammeligste eller skal vi sige intelligenteste vis, idet hun nu sagde, at ”det jo simpelthen er så hyggeligt med alt det liv på afdelingen ..." (Stort smil, pause.) "Men at det jo også gav en del, hvad skulle man sige … uro.”
I det ord "uro" lå en halv videnskab og rumsterede.
Mie havde netop slugt et par af de blå piller. Og den øgede tanke- og billedkraft gav hende mod til at gennemføre en af Ole Perssons vanskelige ”sprogmanøvrer”, ja, måske dén vanskeligste, nemlig den, der angår ”den udvidede metafors gestiske billedblik”.
Ole Persson opstiller et sted den tese, at man ved særlige anledninger ikke bare har muligheden for at bruge metaforen som pynt, og således som forførelsesredskab, det er der så mange, der gør (eller forsøger at gøre), nej, Ole Persson tager metaforen til et nyt niveau, og dermed selve retorikken til et nyt niveau, idet – som det hed i en berømt passage, som Mie kunne udenad – ”udsigeren med den kraftigt udvidede metafor kan male et helt billedligt landskab frem bag budskabet”. Var først dette landskab placeret, malet frem, etableret som en kulisse i afsenderens hoved, kunne man "give hvert ord en særlig klang, når man lod det falde". Hvor metaforen opererer på sætningsniveau, opererer Ole Perssons gestiske billedblik med hele udsigelsesrummet. Som en anden sætning lød: "Spænd billedet ud over hele kommunikationstrekanten - hvilke historier kan ikke fortælles inde i dette orangefarvede metatelt?"
Mies fremmalede landskab? Den kulisse, hun etablerede, for at give det ord uro særlig vægt? Den fortælling, hun lancerede under den forestillede teltdug?
Det er avanceret, men det lader sig forklare.
[Herefter kommer så forklaringen .. Er skrevet, I får den ikke her.]



UGE 4, kapitel X. - Eske og de punkterede grønsager og den skvatpissende flue. Biospanden og dødsboet. 

Eske stod og kiggede på den ældste af kasserne fra Aarstiderne. De havde glemt at stille de gamle retur, så chaufføren kunne tage dem med. Friske leverancer kom der dog alligevel. Hver uge. Her var så også en slags lockoutkalender. Det var tydeligt at se, hvilke af kasserne, der var friskest, og hvilke, der var ældst. Noget sivede ud under den ældste version, en mørkebrun, lidt klæbrig pøl, soyalignende.
En eller anden grønsag måtte være punkteret. Eller en frugt måtte være skvattet sammen under vægten af sig selv. Ja, var det ikke det, der skete, når frugter blev overmodne? Glukoseproduktionen accelererede inde i deres små, kompakte kroppe, de blev sukkersyge af sig selv, splattede ud af overvægt og døde til sidst den langsomme død, fordi huden ikke længere magtede at heles.
Eske flyttede på en rynket pastinak og kiggede ned i kassen.
Det så ud til, at det var gulerødderne, såmænd, der var begyndt at sive. Mange af de andre grønsager så faktisk forbløffende intakte ud, genkendelige og intakte.
Et par bananfluer (eller var det snarere et par sellerifluer?) gik i luften og kredsede forstyrret omkring som bittesmå kulflager uden mål og med. Eske prøvede at følge dem med øjnene. Der var sandsynligvis kun plads til én lyst i sådan nogle små størrelser: At æde. Selv forplantningen var underordnet denne trang, eller bedre: inkorporeret i den. De rendte rundt på deres mad og spiste og sked, og her og der røg så et æg med ud, og her og der kom så en skvatpissende hanflue forbi, og når han havde sine kønsmodne sekunder: samtidig lidt sæd. Egentlig løjerligt, at naturen var i stand til at fungere, når tilfældighedsprincippet var så rådende. Men det var vel også derfor, der var så meget af den. Ikke mindst i den klejne afdeling.
Eske tog en gulerod op. Han vendte og drejede den foran ansigtet. Den lugtede sødligt og jordslået. Hvis man var gulerodspræst, hvorfor man nu skulle være det, men hvis man var gulerodspræst, måtte det være ulig meget nemmere at give de ord vægt: “Af jord er du kommet …”
Det var i seksualundervisningen, de havde fået at vide, at man, altså mennesket, menneskedrengen, uforvarende kunne gemme sæd i urinrøret. Hvilket blev brugt som eksempel på, at man skulle huske at bruge kondom. For alt det her med at stå af i Roskilde nyttede jo ikke meget, hvis man havde to samlejer i rap, for sædcellerne gemte sig derinde, i urinrøret. Tænk engang, sæd i urinrøret! Det var et herligt mekanisk billede, som drengene kunne forstå, kønnet blev til et anliggende for rør, og den slags efterlader et varigt indtryk, og jo især, hvis det blev leveret af Anita i en stram, moderigtig buks. 
To udløsninger i rap? Jo, det havde været aktuelt engang.
Eske lagde den slappe gulerod tilbage og besluttede sig for at gå ned med den ældste kasse og slet og ret vende bunden i vejret på den. Over biospanden, selvklart. Ja, han burde sådan set tage den næstældste kasse med også, men han havde stadig en ambition om at lave noget fornuftig mad ud af den engang. Det nye, nordiske køkken opererede vel også med mad, der mest var fit for møddingen.
Den stejle bagtrappe krævede en hånd på gelænderet, den anden holdt han under den tunge kasse. Den klæge fugt, der sivede fra den, gjorde hånden kold.
Da han nåede stueetagen, stillede han kassen på gulvet. Forsigtigt. Han lænede sig ind mod fru Møller-Christensens dør for at indsnuse duften af gammelkonehjem. Den kom i en stråle ud gennem nøglehullet: Simrende hvidkål og gamle tæpper.
Alt var, som det plejede.
Bortset fra, at der denne dag lød stemmer. Netop stemmer i flertal, en bred mumlen. Samtidig var der en antydning af rumsteren i samtlige rum.
Det var usædvanligt. Enkelte voksenbesøg blandet med lidt uroligt barnebarn hørte til inden for normalen, men dette var en kakofoni. Der var dog ikke tale om nogen palaver og renden rundt, snarere om en listen omkring og en dæmpen sig.
Eske lagde øret helt ind mod døren, og han lukkede øjnene og etablerede det billede, at hver eneste af de små hår i øregangen var følsomt søgræs, der vajede i strømmen. Sådan kan indbildningskraften jo indvirke på sansernes anvendelighed, slet og ret højne deres kvalitet. Man kan her med fordel tænke på prærieindianernes forestilling om, at de har et særligt forbund med et dyr, det såkaldte totemdyr, og at de i og med slægtskabet låner lidt kraft og skærpede sanser fra det. Det er jo fint nok. Men hvorfor kunne det ikke lige så godt være noget fra planteriget? Ikke så meget af vegetariske årsager, som fordi menneskets selvforståelse, dets billede af sig selv er blevet mere avanceret. Har de store plastikmodeller fra biologitimerne ikke også øvet en vis indflydelse her? Disse overskårne ører med frit indkig til kringelkroge og fimrehår. Og stigbøjlen, der kunne klikkes ud og være genstand for selvstændig beundring, om ikke andet for plastikmagerens håndværk.
Og hvad hørte Eske så med sin forfinede, søgræsprægede sans?
Han hørte dødsbo.