Tekstprøver: Lockoutens UGE 3

Uge 3 Kapitel X - i hvilket Mie vælger Nordhavn station som udgangspunkt for en noget speciel rejse og undervejs blandt andet gør sig tanker om fænomenet ’amagerkaneren’.

Det var uklart, om Østerport eller Nordhavn station lå tættest på det Mie-Eskeske hjem. De havde aldrig fået det opklaret, og de var sådan set heller ikke interesserede i at få det opklaret, for så længe de ikke vidste, hvad der bedst kunne svare sig, kunne de også vælge frit mellem de to stationer. Dermed blev der indbygget en valgmulighed i hverdagslivet (når de tog toget i det mindste), og hvor der er valgmuligheder, er der mulighed for medbestemmelse, og hvor der er mulighed for medbestemmelse, kan man etablere en stille oplæring i demokrati, fordi det jo også indebærer en gradvis accept af behovsudskydelse og af og til ligefrem -udslettelse. Og hvis der opstod for meget ballade, og den ene ikke kunne huske, eller slet og ret ikke ville acceptere, at nu var det den andens tur til at bestemme, jamen så måtte forældrene jo bare trumfe den udvalgtes valg igennem. Og i denne hårde gennemtrumfing lå også en vis lære om livet.

Da Mie trådte fra opgangen og ud på gaden, vejrede hun lidt op i luften, og var ikke i tvivl: Hun måtte til Nordhavn station. Nordhavn station lå dejlig højt i landskabet. Mens Østerport var mere grydeagtig med sine jernbaneskråninger og således velegnet til vinterlige forhold. Eller – den dag kunne jo komme igen, engang – der ligefrem var stegende hedt.

Mie travede ad de små gader og søgte op mod Nordre Frihavnsgade. Det var en af fordelene ved at bo i en stor by: at man i vid udstrækning kunne vælge ruter efter humør. Og i dag passede Nordre Frihavnsgades livlighed perfekt til hendes egen trang til aktion.

Vel savnede hun da ikke deres utaknemmelige småbrok, men det blev nu rart at få de to gnallinger hjem igen. På et tidspunkt. For med tanke på det ærinde, som hun nu var på vej ud i, og den hele stemning, der havde rejst sig om det ærinde, som hun var på vej ud i, gjorde det ikke noget, hvis de blev derover en rum tid endnu. Ikke bare til lockouten var overstået, men også til normaliteten havde indfundet sig. Til landet var blevet ordentligt tømt for utøj.

Der var uden tvivl visse fordele ved at bo på Østerbro. Mie forestillede sig Hovedbanegården, eller Banegården, som hun stadig kaldte den, som det centrum, hvorfra byens kaos bredte sig i ringe, og at det kaos så småt ebbede ud, når man nåede brokvarterernes yderkanter. Det forhindrede dog på ingen måde, at en enkelt skummel type eller to kunne finde derud, ligesom en delfin jo kan komme væk fra flokken og ligefrem ende på land af det, fordi den er blevet jagtblind. Men måske var det naivt tænkt? Havde Mie så tænkt. Måske havde Østerbro snarere en magnetisk tiltrækningskraft på de pædofile, for så vidt børnene jo var mere attraktive derude - hvis man kunne se sådan på det, men det kunne man jo, og det skulle man jo: se sådan på det, se tingene med den kriminelles øjne. Det var ligesom når man sikrede sin bolig mod indbrud. ”Hvordan tænker indbrudstyven”, hed det i en brochure fra politiet, som Mie havde nærlæst. Derefter havde døren fået dobbeltlås.

Den havde så vist sig at være for besværlig at bruge i dagligdagen, men de brugte den da, når de tog væk i længere tid.

Nordhavn station meldte sig på lydsiden med togenes alarmerende summen, inden dørene gled i. Og deres elektriske måde at komme op i fart på.

Det var helt rart ikke at skulle nå et bestemt tog.

Hun gik ad trapperne op på perronen. Der var køligere inde i stationsbygningen, grotteagtigt, det er vel også for meget at kalde det en stationsbygning, sådan set, det er snarere en udvidet viadukt.

Oppe på perronen stemplede Mie tre gange med det blå klippekort. Hun regnede sådan set med at kunne nå ud og tilbage igen på de samme klip.

Det lange blik til Sverige. Et stort skilt forkyndte i forgrunden med digital skrift, at luften var 10, og at vandet var 4. Det var derfor Nordhavn station var så ekstraordinært god. Som station betragtet var det vel en af de mest ucharmerende i hovedstaden, men der kunne man bare se, hvad beliggenheden betød.

Når man tænker på, hvor meget havnen fylder i København – alene i navnet, jo – er den forbløffende skjult. Den ligger hele tiden lige på den anden side – af det hele. Af byens yderste udkant. Selv på Sydhavn station skal man strække sig og vide, hvor man skal kigge hen for at se antydningen af hav. Så medmindre man havde ærinder på Amager eller Christianshavn, hvilket Mie sjældent havde, kunne man faktisk nemt glemme, hvor nær havet var. Skibene var endda holdt op med at tude, sikkert fordi der ikke var så mange mere. Eller fordi også de var blevet forflyttet længere ud.  

Men på Nordhavn station, endelig, kommer havet helt ind til byen, ja, den strækker sig med bassinets salte tå, dup, ind for at ramme molen. Og havnen kunne få lov til at være havn med sine enorme dimensioner, siloer, containere, wirer så tykke som lår, lastekraner og mægtige arealer, der ganske vist det meste af tiden stod tomme, men engang havde været fyldt. Og tømt. Og fyldt igen.

Mie skuttede sig. Det kunne godt være, at luften officielt var 10, men ikke når det samtidig blæste. Hun stillede sig i læ bag et reklameskilt og vendte ansigtet mod solen.

Hun havde også nappet en anden brochure i bibliotekets stander. Fra politiet. Den handlede om, hvordan man mærkede de dyreste af sine ting. Så det havde hun gjort. Hun havde lånt en brænder, en slags loddekolbe på politistationen på Østerbrogade, og så havde hun ridset et EM, EskeMie, ind i alt det, der kunne tænkes at være af værdi for en indbrudstyv. Og der stank af brændt plastik i flere dage derefter. Men selvfølgelig var der også noget konfirmerende i dette navnetræk. En konfirmation af deres uhøjtidelige, borgerlige bryllup. For hvad skulle man gøre af den andens initial, hvis man blev skilt? Kunne man låne loddekolben igen, så man kunne glatte den fraskiltes bogstav ud? Ligesom man kunne få fjernet en tatovering med laser? Fandtes der måske ligefrem en speciel loddekolbe til det formål? En med med en mere spartelagtig spids?

Og under indtryk af duften af brændt plastik havde hun også rendt rundt og taget billeder af alt deres habengut, så forsikringsmanden m/k umuligt ville kunne lade være med at rose den velforberedte familie. Hvis det en dag skulle komme dertil. De billeder lå på en USB i en bankboks, hun havde lejet til formålet. Der lå faktisk ikke andet i den. Det var et par år siden. Nu sendte man jo sine fotos op i skyen, og bankboksen kunne sådan set annulleres. Men den var nu meget rar at have og kostede ikke alverden.
Og hvis hjemmet brændte? Hvordan ville det være at brede alle de fotos ud på et hotelværelse? Mens man sad i slåbrok med frysende fødder, og blev snittet på baglåret af kulden i den billige, imiterede læderstol? Disse Memory-cards, der forholdt sig til en virkelighed, der ikke længere var?

Mie tog det første det bedste tog ind til Nørreport. Derinde fandt hun vej gennem det labyrintiske byggerod, og tog da Metroen ud til Københavns lufthavn, Kastrup.

Mie havde fået en idé selvsamme formiddag, da hun i mangel på interessante tv-udsendelser var smuttet over på tekst-tv. På en eller anden måde endte hun ude i tekst-tvets alfabetiske oversigt (eller så tilfældigt var det vel heller ikke, hun var formentlig inspireret af Eskes infosøgning et par uger tidligere). Hun gik da i gang med at læse emnerne punkt for punkt, og blev undervejs faktisk lidt imponeret over, hvor meget tekst-tv egentlig rummede. Således nåede hun frem til oversigten for F, og her befandt sig jo så flyene, både afgange og ankomster ...
De fleste ville sikkert fatte interesse for afgangene, hvis de bladrede formålsløst rundt på den måde, fordi de fjerne destinationer kunne fodre udlængslen, eller i det mindste blot pirre den vage, evige rejsedrøm i dem. 

Det var dog ankomsterne, der nød Mies bevågenhed.
En idé, eller snarere: en lidt smertende vision, tog nemlig form i hendes hoved, da hun sad der og kiggede på side 812, hvor fem sider loopede om sig selv. Side fem, den yderste side, annoncerende flyankomster så sent som samme dags tidlige eftermiddag. Mens den første jo hele tiden opdaterede de allermest forestående ankomster.
Og det var et sted herimellem hun havde set dét, der fik hende til uden yderligere svinkeærinder at skifte fra morgenkåbe til ordentligt tøj, at huske klippekortet, men glemme mobilen, og søge op til Nordhavn station.

Hun var, hører det selvfølgelig med til historien, under et vist indtryk af de blå.

Metroen søgte op ad jorden ude på Amager et sted, dagslyset strømmede ind i det aflange tog. Mie bladrede i en af de mange gratisaviser, som de andre passagerer havde efterladt. En af artiklerne handlede om, at danskerne var ved at være ”desperate” for at finde på pasningsordninger. I Go’ morgen Danmark havde temaet grundlæggende været det samme, men – jævnfør morgenkanalens positive stil – var det vinklet mere muntert, de spurgte derfor hellere: ’Hvad skal vi lave med de kære unger?’

”Ja, hvis man bor i Københavnsområdet” forlød det, som for at legitimere, at det var jo ikke helt bombesikkert, at det var der, man boede, så kunne man jo for eksempel tage ud i det nyåbnede Danmarks Akvarium, der jo selvfølgelig ikke hed Danmarks Akvarium længere, men derimod Den Blå Klode eller noget i den dur. Mange i Metroen var da også på vej derud, forstod Mie på den megen hajsnak, der pludrede mellem børnene.

Ungerne og deres voksne følgeskab stod af i Kastrup, og tilbage var så kun folk, der skulle helt ud til lufthavnen. Nogle var solbrændte på den permanente måde, altså pigmenterede for ikke at sige af anden etnisk herkomst end skandinavisk, og de kiggede skiftevis op på togets lystavle, der bladrede derudad som en lysavis, og ned på deres smart phone, hvor de enten checkede den københavnske Metros linier eller uploadede billeder til deres Facebookprofil. Eller begge dele. Uanset hvor de kom fra, var de forretningsrejsende ens i deres attitude, så Mie, de måtte have lært den af hinanden. Den ene hånd lå gerne på rullekuffertens opteleskoperede greb, hvor den hvilede på en vogtende måde.

Og så var der de lufthavnsansatte. Nogle af dem var i skinnende, det vil sige fluorescerende heldragter. Af arbejdstøj at være, var de ret chicke, de dragter, måtte Mie medgive, det var sikkert også derfor, de så gerne bar det. Man kunne vel skifte tøj ude i lufthavnen, men de bredskuldrede, yngre mænd, der vel hørte til i den afdeling, der hed ”jordpersonel”, var sig uden tvivl meget bevidste om, hvordan de tog sig ud.

Mie fiskede sine solbriller op af tasken og tog dem på. Det skarpe sollys legitimerede det. Og så gav det hende anledning til at betragte en af de yngre mænd mere indgående. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget veludrustet over ham, veludrustet som i ’velvoksent lem’. Det var netop det, en af artiklerne i Politiken samme morgen havde handlet om. Eske havde refereret fra den med et grin, inden han tog på arbejde, eller hvad han gjorde: ”Størrelsen betyder noget”, hed det. Og faktisk: Nogen havde forsket i, hvad kvinder fandt pænest. Men altså netop pænest, det handlede ikke om seksuel tilfredsstillelse, om fyldighed i skeden og lignende, det var slet og ret det slappe lems indtryk, man havde forsøgt at undersøge. Og ham her, skønnede Mie, og lod blikket glide ned mellem hans ben, havde lem nok til at kunne bære til en af siderne, og han foretrak så højre, så hun, da han skiftede fodstilling.

Han snakkede med en kammerat, en kollega, der sad ved siden af ham, og som Mie fandt uinteressant. De var stået på på Tårnby begge to, havde først fået sæder nu på grund af ungerne, der havde fyldt det meste, og de havde ligesom kastet sig ned i sæderne, nærmest af drenget vane, men måske også fordi de vidste, hvor meget stående og gående arbejde, der ventede dem.

Man havde kunnet høre, hvor tunge de var, mændene. Ikke fede, men tunge. Og den soliditet fik uvægerligt Mie til at længes.

Vaskeægte amagerkanere, tænkte Mie og fjernede blikket og smilede for sig selv.

Det var et relativt nyt udtryk i hendes vokabularium, amagerkanere. Hun havde lært det for et par år siden, i Kastrup Lufthavn såmænd, da hun sammen med et par kolleger havde været til noget konferencevæsen i Stockholm. Hun havde siddet ved siden af Torsten i flyveren, og de havde sammen kigget ud af vinduet og småkommenteret det, de så. Det blev til almindeligheder om vejret, og ”der var så gode gamle Danmark” og så videre. Efter at have taxiet sig hen til en af lufthavnens fingre, holdt flyet stille, og det morede dem at se, hvordan mændene, som en stamme i neondragter, overfaldt flyet i sirlig orden. Først kom der en med stort høreværn og placerede mægtige kiler under flyets hjul, så sparkede han nogle selvlysende kegler på plads rundt om flyet, så rullede bagagevognen frem som et lille Legotog fra sin venteposition lidt uden for området. 
Og mændene forsvandt ind under flyets bug og tømte det for kufferter i stor hast. Og med uforsigtig muskelkraft. Helt ligeglade med, at de blev betragtet af serier af øjne.

Alle mændene havde samme stil, havde Torsten gjort hende opmærksom på, den samme smag for cool solbriller, tatoveringer, for udtryk i ansigtet, for frisurer (hvis de havde frisurer og ikke slet og ret var barberet skaldede, hvilket de fleste var).

Og Mie havde grinende undret sig.

Og så havde han sagt det: ”Det er amagerkanere”.

Da han mærkede Mies undren, tilføjede han, at det var det, mændene på Amager, altså de rigtige amagerkanere lavede: Arbejdede i lufthavnen. Og at det jo egentlig var pudsigt, at man kom der fra nok så fjerne steder, og så landede man ikke bare i København, men i et stykke københavnsk lokalhistorie. Og Mie tænkte, at lignende historier kunne man ikke finde i Aarhus, og at det vel var den slags, der afgjorde, om en by var en storby.
Mie steg af på endestationen, Københavns Lufthavn, Kastrup. Hun gik ned ad perronen og forbi alle de turister, der lige var landet. Nogle af dem stod med nærsynede blikke og prøvede at greje, hvordan billetautomaten fungerede. Prisniveauet forvirrede dem. De skulle jo bare ind til Copenhagen city, der, så vidt de havde forstået, lå ganske tæt på Kastrup Airport, men billetprisen tydede på, at de var ved at indløse billet til den anden ende af landet.

Mie gik ad trapperne ned i ankomsthallen. På hendes højre hånd lå en Baresso. Hun besluttede at købe en cappuccino til at tage med, for selv om hendes kaffetørst ikke var udtalt, hun havde allerede bællet en kop eller to i eget selskab foran tekst-tvet, kunne sådan et bæger jo for det første få hende til at virke mindre påfaldende, for det andet kunne den ekstra koffein vel booste iagttagelsesevnen yderligere.

Og tiden? Mie checkede den store tavle med ankomsttider. Det lignede en mægtig stor tekst-tvside, men denne havde ikke andet at byde på, der gemte sig ingen sportsnyheder bagved, ingen vejrudsigter, ingen lottotal, der var intet lydspor fra nogen skjult udsendelse nedenunder, ingen nyheder fra verden. Denne skærm var hooket direkte op med landingsbanerne og kontroltårnet. Og det var svært som cand.comm. ikke at nikke anerkendende af klarheden og troværdigheden i de udsagn, de lagde for dagen.

Hvis tekst-tv var inddampet info, var disse skærme inddampet tekst-tv. Det var jo sådan set ganske fascinerende. Ole Persson efterlyste et sted, at ”al information fremover blev serveret i mere gennemsigtige glas”, og han havde næppe tænkt på disse lufthavnsskærme, men det forhindrede jo ikke, at andre kunne gøre det. Han ville vel endda blive glad, hvis han vidste, at andre arbejdede videre på hans tankesæt og billeder, opdaterede og internaliserede dem.
Flyet, hun søgte, skiftede i det samme fra ”expected” til ”landed”.
Der gik vel 10 minutter, skønnede Mie, før flyet var taxiet hen til gaten. Dertil kom yderligere 5 minutter med at få folk fra borde. Og derefter måske 15 minutter, til folk havde fået deres kufferter og var kommet igennem tolden. Alt i alt måtte man altså regne med, at der gik en halv time til de rejsende fra den relevante maskine blev sluppet ud i ankomsthallen.

Mie stillede sig da op i køen til Baressoskranken. Hun bestilte og betalte sin kaffe, og mens hun ventede på, at den blev lavet, kiggede hun hen mod den skydedørssluse, som de rejsende kom ud igennem. Og således blev til exrejsende. Der stod 20-30 mennesker og ventede. Ingen havde skilte som i udlandet, der efterlyste den og den ”Mr. Jones” og ”Mrs. Philipson”, og hvad folk ellers hed. Det var vel chauffører, der stod på den måde. Men i Danmark regnede man åbenbart med, at udenlandske forretningspartnere tog en taxa eller ligefrem Metroen til deres destination. Egentlig underligt og måske lidt sigende. Og surt hvis man var en indisk ingeniør, der skulle til Ballerup og forklare de dumme danskere, hvordan tandhjulene skulle skæres. For sådan var det jo blevet. Inderne var på vej frem. Og måske var derfor, man sparede på chaufførerne: Så kunne man fryde sig lidt og spise en basse mere, mens staklen fra New Delhi raslede rundt i en linie B. Indtil det gik op for ham, at han nok skulle have taget en linie H.

Det var den slags morsomheder man tyede til på den gamle skude ”Europa”, mens vandet steg op om anklerne.

”Ha’ en go’ dag”, sagde Mie med et smil, da hun fik sin kaffe.

Pigen, der vel var en slags amatørbarrista, smilede tilbage med øjenkontakt og det hele og sagde: ”Og en rigtig god dag til dig i lige måde.”

De ansatte i Baressoerne var altid særligt flinke, havde Mie bemærket, eller som hun sagde det (eller tænkte det): De var højkommunikative. Det skyldtes sikkert, at det blandt ungdommen var cool at arbejde i en Baresso. Det gav HR’erne en mængde ansøgere at vælge imellem, og derfor kunne de også plukke dem, der i forvejen var strålende, udadvendte og servicemindede. De skulle ikke først oplæres i de mest simple, høflige omgangsformer. Og oven på dette grundsunde, gennemsnitlige pigebarn, typisk, kunne Baresso så stable deres specifikke krav. Og det så ud til at fungere for dem: Det var snart ikke til at sparke sig frem for Baressoer, det var blevet Danmarks svar på Starbucks. Og det var vel meget godt, at det var danskejet, så følte man sig ikke som en total idiot, tænkte Mie, og underbyggede det hemmelige mål, at hendes piger blev af en kvalitet, så de engang kunne få job i Baresso (mens de gjorde deres studier færdige).

Mie stillede sig hen blandt de ventende og sippede til sin nybryggede cappuccino. Hun nød hver mundfuld. Nogle gange tænkte hun, at de blå piller også havde en vis smagsforstærkende effekt.

Hun havde placeret sig tæt på en lille gruppe, der 
stod klar til at vifte igennem med dannebrogsflag af papir. Den bestod af en ældre herre, to kvinder omkring Mies egen alder, samt to lockoutede børn. Mie lyttede efter deres samtale og nåede frem til følgende: De ventede på en Maja. Den ældre herre var Majas far, og de to kvinder var henholdsvis Majas bedsteveninde og hendes lidt ældre søster. Børnene tilhørte sidstnævnte. Bedsteveninden var formentlig stadig barnløs. Det kunne være derfor, at hun stadig var en bedsteveninde, for Maja turede jo ikke rundt i verden, for det gjorde, hun, forstod Mie, turede rundt i verden, hvis hun havde en eller flere unger på slæb.
Det skulle vise sig, at det var den rette gruppe, Mie – naturligvis dem uafvidende – havde allieret sig med. For lidt efter havde bedsteveninden modtaget en sms fra den ankomne Maja: ”Jeg venter på min rygsæk”, læste hun. Søsteren kastede et hurtigt og lidt skuffet blik ned på sin egen mobil, hun havde ingenting fået. Men lidt efter, da der tikkede en besked ind hos hende og ikke hos de andre, videregav hun indholdet stolt og med klar røst: ”Her er godt nok koldt i forhold til Bangkok!”

Mie smilede. Og hun sendte en varm tak til menneskekenderen Maja, der forstod at fordele sine informationer.

Det var jo netop maskinen fra Bangkok, hun havde ventet på.

Mie roterede den sidste kaffe i bunden af papbægeret. Hun skønnede, der var rigeligt til at skylle et par af de blå ned med og klikkede diskret to stk. ud af foliepakken nede i lommen. Hun blev pludselig lidt nervøs. Det var immervæk et lufthavnsområde; tolderne befandt sig lige på den anden side af glasdørene, om ikke ligefrem toldmyndighederne, der rådede over alt muligt udstyr i deres sterile rum, fra gummihandsker til snusende hunde til laboratorier, den slags kunne da godt give en lidt paranoia, når man indtog et par af de piller, der ikke burde være spor forbudt, men ikke desto mindre var det. Overvågningskameraer var der selvfølgelig også. Mie kælede for pillerne i lommen. Besluttede sig så for, indstillede sig mentalt på, at det jo sådan set bare var et par kalktabletter, hun hermed - hep - lige kastede i munden og skyllede ned. Det var jo netop nervøs optræden, de spejdede efter, dem, der spejdede. Hvis man altså ikke optrådte nervøst, var man home free.

Mie rettede ryggen, mærkede pillerne glide ned gennem svælget og ned i maven, nej, hun havde ikke i sinde at ignorere noget truende kalkunderskud, der som bekendt kan give knogleskørhed på den lange 
bane.

10 minutter efter gled skydedørene til side og åbenbarede den solbrændte moster, der havde tillagt sig noget, der mindede om en mild udgave af indiske tøjvaner. Børnene gik amok med deres flagfægterier, og der var en hujen og en omfavnelse. Faderen stod lidt på afstand af sceneriet og så rørt og lettet ud. Yngstedatteren var omsider kommet hjem, helskindet. Og gid det så var slut med alle hendes falbelader, kunne man også læse i hans ansigt, eller i den mørke sky, der gled over hans pande, gid hun dog kunne slå sig ned med en mand og få nogle børn, så en anden en kunne læse sin avis i fred og ro, til døden kom.

Og bag den rørende scene kom de så sivende, de andre fra Bangkokmaskinen, de lidt langsommere, de lidt ældre, og dem, der ikke havde så travlt med at komme ud til deres kære. Fordi de ingen havde.
Det var disse solbrændte personer, der havde Mies egentlige interesse. Hun havde ikke kunnet glemme Malous ord om, at lockoutlandskabet med alt hvad dertil hørte af pasningsdesperate forældre, jo ville være et veritabelt slaraffenland for folk, lad os bare være ærlige og sige: mænd, der gerne ville have tæt omgang med børn, og lad os bare være ærlige og sige: have meget tæt omgang med børn.

Med andre ord: Pædoer. Og de tog gerne ophold i Thailand, vidste enhver, for der var prostitutionen så mangefacetteret, at man måtte sig forbarme. Men nu så mange en anledning til komme hjem på ferie og pille ved nogen af de lyshårede unger, der sikkert alt andet lige var i højere kurs. Ikke mindst på det gigantiske billedbyttemarked, som enhver vidste, svinene havde opbygget ude på nettet.

Og der kom det første element, der vakte Mies opmærksomhed. En let buttet, dansk mand, socialklasse 4. Mørk lyserød. Han viste sig så sekundet efter at være i følgeskab med en kone, en ung thaikone, så han slap så for videre tiltale, men det kunne selvfølgelig være interessant at undersøge, hvornår de havde mødt hinanden, hvis det var meget mere end otte år siden, tydede det på noget kriminelt, medmindre selvfølgelig hun bare holdt sig godt. Men det gjorde de vel ofte.

Men nej – fokus! – der var ikke tid til gætterier. Og så kom han da, belønningen for mistanken og den halvlange rejse gennem København: En fedladen mand i samme aldersgruppe, og efter kuløren og beklædningen at dømme, fra den samme maskine. Men ikke socialgruppe. Han her havde penge. Og Mie fik et stød af kvalme, da hun så, hvordan hans øjne kælent gled over de to hoppende børn.

Mie satte efter ham. Hun noterede sig, at han åbenbart var vant til at rejse, sådan som han håndterede den ellers lidt vanskelige bagagevogn, der hørbart slæbte på det ene hjul. Han drejede den ved at kaste den fra den ene hånd til hånd til den anden. Hans nakkede glinsede af gammelt rejsesved, og et par forbipasserende, strålende smukke Thai Air-stewardesser formåede han nærmest at inklinere for, idet han skred forbi dem, som ville han indikere et forbund med dem, jævnfør hans andet, nye fædreland, eller var det slet og ret et orgieagtigt minde, der rejste sig i ham?

Mie priste sig lykkelig over, at hendes unger var i Risskov. Der gik ingen maskiner direkte fra Bangkok til Tirstrup, det sagde sig selv, men der var heller ikke nogen ruter, der gik direkte fra Bangkok til Billund; altså måtte der alt andet lige være en lille bitte smule mere safe på den anden side af Bæltbroerne.

Bare en lille bitte smule.

Men den lille bitte smule var afgørende.
Hun fulgte efter ham, stodderen, noterede sig, hvordan han forsøgte og også ofte havde held med tillægge sine bevægelser noget ungdommeligt. I hastigheden, i smidigheden, i den muntre ubekymrethed. Sådan noget lærte man vel blandt den lette gardes teenagetøser i det varme strandsand.

Ude på taxaholdepladsen kunne man se, hvad stof, han var lavet af, sådan som han behandlede chaufføren oppe fra og ned, ja, imperialistisk. Selv bestræbte Mie sig altid på at være yderst venlig over for taxachauffører, uanset etnisk herkomst. Faktisk var hun vel lidt venligere, hvis de ikke var ”danskere”, det vil sige, hvis de ikke tilhørte denne her latterlige ”oprindelige” lyserøde version af den nordeuropæiske stamme. I hvert fald huskede hun altid selv at spørge, hvor chaufføren kom fra, det var ikke sikkert, der kom så meget mere ud af det, det gjorde der jo sådan set sjældent, men dermed havde man jo vist sin interesse, og var det måske ikke det, det handlede om? At skabe modvægt til den mængde af bavl sådan en stakkel måtte høre på i løbet af en dag, hvor man blev konfronteret med den ene kulturarrogante dansker efter den anden. Hvis de ikke slet og ret takket være lange ophold i udlandet, hvor de nød en vis finansiel styrke, var blevet vant til at hundse med rickshaw-kørere, tuktuk-chauffører, rengøringspersonale og - åh, guderne måtte vide hvem ellers.

Han fik øje på hende, idet han besværet kantede sig ind på bagsædet. Noget tydede på, at han registrerede leden i hendes blik, der var i hvert fald i et splitsekund af undren at spore i hans øjne. Han mistede ligesom koncentrationen, eller blev bragt lidt ud af fatningen, overvurderede enten højden på bilen eller undervurdere sin egen, og skrabede derfor den hentehårslignende frisure ud i en gevaldig uorden, da han tog bilens dørkarm med sin hovedskal.

Et var sikkert: De søgte til Danmark. Om de ligefrem kom væltende var ikke til at sige, men kom, det gjorde de.

Taxaen svingede ud fra holdepladsen. Måske prøvede han at se efter Mie, sådan som han kartede rundt deromme. Måske prøvede han bare at få bakset selen hen over sin korpulente figur. Længere fremme holdt taxaen for rødt. Mie kunne se, at han gned hånden frem og tilbage oven på sin isse og testede håndfladen bagefter.


Mie smilede.



Uge 3: Kapitel X. I hvilket Eske får en øko-vision i skraldeskuret

Eske gik ud på badeværelset og trådte halvvejs ind i brusekabinen, han drejede på vandhanerne og fik dermed et vådt ærme, men ikke desto mindre: Mie havde ret, trykket var ikke, som det burde være. Slet ikke.
Han fulgte vandrørene med øjnene, morede sig lidt over, at blikket således blev ledt igennem rummet så at sige ad skinner, nåede at få den tanke, at der burde laves rør og linjer i alle rum, i det mindste i dem, man normalt havde ophold i, for det var jo god træning, således at tvinge blikket igennem det velkendte.
Eske flyttede lidt på vasketøjskurven, og fik dermed øje på nullermændene. De var blevet kompakte af vanddamp og var ikke længere i stand til at blæse omkring. Det så endda ud til, at de var ved at slå rod, sådan som de lavede netværk under sig.

Jo, det var vel ved at være noget tid siden, de havde gjort rent.

Eske gik ud i køkkenet og åbnede det høje skab.
De havde en knaldrød Miele. De havde valgt farven for den ældste datters skyld, da hun var helt lille, for den var jo ”festlig” og ”pangagtig”, var de blevet enige om. Men hun var stukket i et hyl, den bette, hver gang hun havde set den. Og måske skyldtes det netop farven, havde Mie ment med et suk, og hvor ofte gik man egentlig ikke fejl af hinanden.

Eske vidste bedre. Han havde engang, fordi han mente, at det måtte kunne opleves som en skæg ting, hvis man var halvandet år, prøvet at støvsuge datteren. Altså ”støvsuge”. På laveste styrke og med største og mest hyggelige forsigtighed, det var vel nærmest ment som en lille tivolisering af hverdagslivet, men den var jo barns stor, så det havde nok virket som lidt af et – ja, overgreb, var måske det rigtige ord, selv om det jo også kunne betyde så meget andet. Han havde ikke sagt noget til Mie om episoden, men var jævnligt blevet mindet om sit mislykkede underholdningsforsøg, fordi de i flere år derefter skulle sørge for, at ældstedatteren var ude af huset, når der blev støvsuget. Men det havde jo løst sig på et tidspunkt, og vel var Eske da blevet glad, da han forstod, at han ikke havde udløst noget decideret traume i hende. Og allerede i femårsalderen havde hun såmænd fået normaliseret sit forhold til støvsugere - for ligefrem at ende som noget nær familiens ivrigste bruger af den røde Miele. En ubevidst triumf over det gamle chok?
Eske greb om Mielens håndtag og løftede den ud af skabet.
Men hvis hun ligefrem endte som rengøringsdame af det, kunne det vel egentlig være det samme.

Eske fik øje på den brune papirspose, der stod inderst i det høje skab. Familiens egen lille papiraffaldssortering. Han kiggede ned i den og så ikke andet end lidt maste æggebakker og så en stak af nogle af de mange papirer, Mie havde haft til gennemsyn hjemme. Eske tog et par stykker af dem op og læste i dem her og der. Men det gav ikke meget mening, og han lod dem dale tilbage i posen igen.

Han kom i tanke om sin lemfældige omgang med pizzabakkerne et par dage før. Var det ikke kun rimeligt, om han nu praktiserede lidt øget bevidsthed? Og han greb da papirsposen og besluttede sig for at skille sig af med den på behørig vis.
Han gik ud i entreen og tog tøj og sko på. Lidt efter gik han ned ad bagtrappen. Han dvælede lidt foran fru Møller-Christensen bagdør nede på stueetagen, vanen tro, erfarede intet usædvanligt, gik da ud i baggården. Fuglene pippede lystigt derude, eller som det vel snarere er: aggressivt. Jo, de fornemmede vel foråret komme. 
Da Eske havde dumpet posen og dens indhold i papircontaineren, gav han sig til at dvæle over det anselige skur. Han gik endda rundt om det. Og trådte ind i det igen. Han læste på de store skilte, hvad affaldsbeholderne rummede, eller burde rumme. Han lagde armene over kors. Jo, der lå essayistiske muligheder i baggårdens lille genbrugsstation. Såmænd gjorde der så. Han havde længe anet det, men ikke rigtig kunnet give det stemme: det interessante i ritualiseringen af sorteringen.

Han mærkede skrivelysten trænge sig på – og man kunne vel godt sige: trænge sig på igen, for så vidt han i sin studietid havde været meget optaget af visse emner og også været optaget af at bringe disse visse emner på en brugbar, skriftlig form.

Eske lagde en hånd på en af containerne. Aede låget lidt. Det var, som om der var ved at vokse en postkonsumeristisk rite frem i skuret, var det ikke? Hver enkelt menneske vurderede nøje, hvad de gamle, nu kaputte ting var sammensat af, inden de blev kylet ud. I en vis forstand foretog man i sorteringen en omvendt samling. Og siden sorteringen blev stadig mere differentieret, se bare mængden af containere (og Eske havde i sin tid som næstformand jo selv været med til at plædere for dem og endelig stemme dem hjem), gjorde de det muligt for de fremmedgjorte byboere at nærme sig råstofferne, jernminerne, skovbruget, klodens ressourcer, bagfra.

Der stod et strygebræt i et hjørne og glanede. Sikkert fordi dem, der agtede at smide det ud, var  blevet i tvivl om, hvorvidt det skulle i jerncontaineren. For hvad med stoffet, for eksempel, der var spændt over selve brættet? Nej, man kunne uforvarende komme til at producere urene genbrugsklumper.

Et andet tema, der optog ham meget - og som der hånden på hjertet nok var lidt mere kød på – angik rumturismen. For når den rejseform blev almindelig blandt de hovedrige mennesker på denne planet, europæere, japanere og amerikanere, men sandelig også kinesere, brasilianere, indere og arabere, ville den, forudså Eske, afstedkomme en økologisk vækkelse.

Der syntes ikke at være mange, der havde bemærket det, men en ret stor portion af de astronauter og kosmonauter, der havde været ude at vende i rummet, forstod man af interviews, de havde afgivet i en høj alder, var endt som en art økoflippere, eller i hvert fald som økologisk meget bevidste mennesker. NASA, og hvad de mægtige, nationale rumprogrammer ellers kaldte sig, prøvede selvfølgelig at lukke kæften på dem, for sådan er de, der er andre historier, de hellere vil høre, men de var ramt, de mange aldrende herrer og de enkelte aldrende damer, og det krævede ikke en doktorgrad i raketvidenskab at finde ud af, hvad det var, der havde ramt dem. - For der har de jo ligget, i deres vægtløse tilstand, og de har gloet ud af rumstationens snævre koøje, og de har gyset over al den sorthed, som deres syn ikke kunne finde ende i – og så er den så kommet sejlende, Jordkloden, lige ind i deres synsfelt. I ensom majestæt. Blå og fragil. Atmosfæren som en vibrerende hinde. Og den slags sætter selvfølgelig sine spor.

Og det spor ville fremover blive sat i flere mennesker, og i meremagtfulde mennesker (end de håndværkeragtige typer man hidtil (og måske netop derfor) havde foretrukket at sende ud i rummet). De fornuftige, statsansatte rumrejsende ville inden for få årtier langt blive overgået i antal af svenske H&M-arvinger, russiske oligarker, brasilianske mediemoguler, indisk software-milliardærer, og hvad der ellers findes af megarige svin i denne verden. Og det er sådan, den næste revolution løber af stablen: Alle er så monitoriserede, at ingen bevægelse kan undgå at udløse alarmer, derfor er det ingen bevægelsesom sådan, der udløser revolutionen, men et indre skred. Eller den samme bevægelse, kan vi sige, der ligger i vækkelsen, og som er en opvakthed og en øget bevidsthed. En voksen ud over sit eget sølle jeg.

På den årlige sikkerhedsmesse i München, og andre steder hvor man mødes og hygger sig og handler våben og udveksler nyt og synspunkter, snakker man selvfølgelig også om, at noget er i gære. Og hvad kan det mon være? Sælgerne af tanks og missiler bliver usikre på deres produkter, for første gang i deres karriere. Sælgerne af overvågningsudstyr derimod får kronede dage, for der må jo kunne lures et mønster, der må kunne opfanges et stikord! Men lige lidt hjælper det, for man kigger jo altid ned, når man skal finde nogen at skyde, fængsle og brændemærke, og i dette tilfælde skulle man hellere have kigget op.

Sådan tænkte Eske. Og han tænkte også, at han måtte kunne skrive et formidabelt, eller i det mindste et ret godt essay om de sager, måske ligefrem en kronik i Politiken.

Og kunne ikke han, Eske fra nummer 36, 2. tv., bidrage bare en smule, bare en lille bitte smule, til denne verdens forbedring, ikke med brask og bram, ikke med store sværdslag, ikke med forvokset selvfølelse, men med en lille smule handling?
Jo! det var lige det, han kunne. Og han gik i skuret og sorterede. Her skulle satme da sorteres. Og armene gik på ham som møllevinger, moderne vindmøllevinger, ikke de her antikverede kornmøller, der står og er surret fast i deres ømskindede restaurerethed, nej, vi snakker om højeffektiviserede havvindmøller. Svusj, svusj, svusj, sagde det, for han lånte energi fra luften, og ledte den straks videre – det manglede da bare – i det store system.
Det gamle strygebræt, fandme da så ... Og han lænede det halvt op ad skurets rå bræddevæg, så det fik en velegnet vinkel for et spark. Men det var solidere og i hvert fald mere elastisk, end man lige skulle tro, og Eske fik nærmest sit eget ben i hovedet igen. Han lagde det derefter lidt længere ned og brugte da begge ben og hele sin vægt til at splitte det ad. For således at åbne det, for således at se, hvad det rummede indenunder, for således at kunne sortere det ordentligt. 

Og sådan larmede han derudad. Stoffet fik han vrænget af ved at bruge det forhåndenværende søms princip, det var jo et i væggen i sted, og om det viklede han så nogle tråde, som han skønnede kunne bære forsøget, der jo lykkedes, for så vidt han trak det af, stoffet, i en lang vrængende lyd, som han i sin tid havde set sin far trække skindet af en hare. Og brættet an sichvar, som han havde allerede anet: en sløj omgang masonit. Hvad skulle man ellers kalde det?

Og kunne det ikke også blive en utilsigtet sidevirkning af sorteringens omvendte samling: et folkekrav om bedre materialer?

Muligvis fordi nogen havde klaget over al den støj, Eske i sin slæben og moslen og lossen til pindebrænde præsterede, kom nu viceværten op fra varmekælderen. Det kaldte man den stadig, varmekælderen, selv om man i ejendommen forlængst var gået over til fjernvarme. Men det gav meget god mening, sådan som det dampede fra ham,  fyrbøderagtigt.

Om Eske måske kunne lade være med at flytte rundt på storskraldet? Da det sådan set var ordnet og klar til afhentning?

Joeh, det kunne han da godt.

Størst problem vakte det at få køleskabet op af jerncontaineren igen, det hørte jo overhovedet ikke til der, kunne Eske også godt se.

Nej, virketrangen var selvfølgelig løbet af med ham, ha ha, men som man siger: hvor der handles, der spildes.



Viceværten arbejdede tavst videre.



Kapitel X. I hvilket Eske og Mie shopper piller i Fælledparken, og Eske gør sig en del tanker om tilfældigheder og skæbne

De gik mod Fælledparken sammen.
Der var et svagt lysegrønt skær over nogle af træernes kroner. Så meget forår var det altså trods alt blevet.
Eske overvejede kort at gå hen til et af de træer, der så ud til at være længst fremme, for det gjorde man jo, det var en forårsagtig bevægelse: at tage en gren og bøje den mod sig selv, og ned mod sin elskede, ligesom hente et af naturens små mirakler ned i øjenhøjde, men han gjorde det ikke, for han kom i tanke om det ubehagelige syn: det grønne hoved, der stak ud af den brune skal.
Han havde været til stede ved begge fødsler.
I det samme hørte han den velkendte lyd af helikopteren. 
Det var endnu blot en svag brummen.
”Kender du det?” spurgte Eske.
”Kender hvad?” spurgte Mie.
”At det nogle gange er, som om ... Jeg ved ikke, men når man først begynder at lægge mærke til det, så sker det, at, ja, at tilfældet kan ligne en skæbne eller sådan noget. Fordi der er så mange af dem, mener jeg.”
”Prøv lige at forklare”, sagde Mie.
”Kan du høre den?”
”Hvad kan jeg høre?”
”Helikopteren! Den er på vej ...”
Mie lyttede lidt og rystede så på hovedet.
Eske vejrede op i luften. Havde han taget fejl? Nej, den var god nok, han fornemmede stadig lyden; den kom sandsynligvis oppe nordfra, eller måske østfra. Nordøstfra. Vindretningen greb forstyrrende ind. Det kunne blive et af de særlige tilfælde, hvor helikopteren pludselig dukkede op over træerne i høj fart. Efterladende et mindre chok blandt menneskene i og omkring Fælledparken, for hvordan kunne en genstand, der larmede så meget, egentlig bære sig ad med at liste sig ind på dem? Det var der noget grundlæggende uhyggeligt i. Og man drog sine egne sanser og hele sin egen årvågenhed i tvivl.
Der var ikke decideret kø foran Mohammads lille butik, som han jo selv udgjorde. Folk var ikke dummere, end at de godt vidste, at det var ulovligt dette her. Og at opløb samlede opmærksomhed. Derfor var køen cirkulerende. Man kredsede sig ind på ham. Og dem, der ikke havde fattet det, blev tildelt onde øjne af en af de håndgangne mænd, der var begyndte at opholde sig i hans nærhed. De lignede ikke nogen, man spøgte med. Det var i øvrigt ofte hvide drenge, de håndgangne mænd, altså etniske danskere, som det hed i pressen, og det tydede da på en vis integration, tænkte Eske, at de sådan kunne lave en velkørende forretning sammen. Han havde set typen ude på Pusher Street, og de var altid klædt, så det var svært at se, om de var store af kropsbygning, eller om de var nogle splejse. Men det kunne vel også være lige meget, for voldsparatheden var ikke til at tage fejl af. Det var vel det, det hele gik ud på, når man var håndgangen mand: At ligne en, der blot ventede på en anledning til en rask konfrontation.
”Bare der ikke når at blive udsolgt”, sagde Mie, da de gik endnu en runde. De havde mistimet deres ankomst til salgsstedet, så andre nåede at komme før dem.
Eske morede sig lidt over den formulering, at der kunne nå at blive udsolgt. Det ville der dog næppe blive; han havde luret, hvordan den håndgangne, eller en af de håndgangne, for der var faktisk to af dem nu, hentede forsyninger guderne måtte vide hvor. Eske vovede ikke at lade nysgerrigheden i sit blik tage over, det vil sige: følge den håndgangne for langt ud af forhandlerzonen.
Mens de gik der, ringede Mies mobil. Hun kiggede på displayet.
”Det er far”, sagde hun. ”Eller det er überbitchen, der bruger hans telefon. Men … Jeg ta’r den altså ikke. Ikke nu. Helt ærligt …”
Hun kiggede sig omkring. Og især hen på Mohammad, der var ved at færdiggøre endnu en handel med endnu et Østerbropar.
”Men det er ikke for det … Jeg savner at høre deres stemmer, de to små. Gør du ikke det?”
”Jo jo, for fanden …”, sagde Eske. Og han virrede kraftigt med hovedet samtidig for at understrege, at han var ved at blive gal af savn.
”Så - nu er der hul!” sagde Mie.
De forlod stien og skråede ind over plænen. De prøvede at få det til at se tilfældigt ud, men tempoet afslørede dem. De tiltrak den ene håndgangnes opmærksomhed.
Eske hev Mie lidt ned i fart. Og et andet par kom dem i forkøbet. Et lidt sjusket Nørrebropar. Men Mohammad gennede dem videre med et hovedkast, inden de var standset helt op. Han kiggede i stedet direkte på Mie, der ikke havde ændret retning og nu ligesom havde taget Eske på slæb. Eske var imponeret og lidt skræmt over målrettetheden i hendes skridt.
”Godaften, min ven”, sagde Mohammad. ”Nå, du har taget kæresten med?”
”Ja”, sagde Mie.
Mohammad sendte blikket op og ned ad Eske.
Nørrebroparret passerede dem i det samme med et sideblik, der røbede turisternes beundring for stamkunderne. Der jo som bekendt samtidig er iblandet lidt medlidenhed.
Helikopteren drønede over hovedet på dem. Eske fulgte den med øjnene. De stod midt i en handel med ulovlige stoffer, men Eske fulgte helikopteren med øjnene som en dreng.
”Har du en femhundredekroneseddel?” spurgte Mie og kiggede hurtigt på Eske.
Og det havde han. Han gravede den frem fra lommen, gav den til Mie, og fortsatte så med at følge helikopteren, der lagde an til landing på taget af Riget.
Den var stor som en bus. Hvis det endda kunne gøre det. Det var forbløffende, som den kunne manøvrere i luften. Den skøjtede ligesom sidelæns for at korrigere for vinden, der sikkert var meget kraftigere deroppe.
Han måtte være afsindig øvet, den pilot.
Det måtte være gennemprøvede mennesker, mænd formentlig, sådan var det jo, som man sendte på den slags missioner ind over en tætpakket by, hvorunder der færdedes lockoutede optog, lockoutede elever, dopedealere, håndlangere, kunder, joggere, ja, bare det at skulle lande på taget af et hospital! Tænk, hvis de drønede lige ind i det engang …
En gigantisk helikopter, der smaskede lige ind i et hospital … Det ville være et sørgeligt syn. Kemovædsker og det hele ville stå om ørerne på østerbroerne, og nørrebroerne også, og amputerede lemmer. Arme og ben som rotorbladene havde snittet af ville flyve ud over Fælledparken, måske med dropslanger i og det hele, og plastikarmbånd med patientdetaljer på, hvilket vel så i det mindste ville gøre det lettere at finde ud af, hvad der tilhørte hvem, det ville sige: Hvad, der skulle i hvilken kiste, inden den blev skubbet i ovnen. Disse friske lemmer, ja, blandet op med syge lemmer, der allerede var amputeret, og som havde ligget i æsker og bøtter og affaldsspande. Tænk, hvis man kom til at sy syge lemmer på raske mennesker!
Eske gyste.
Det var klart, at det ikke måtte ske. Og det var klart, at man havde taget højde for det ved kun at hyre de bedste piloter til det job: At lande på taget af en bygning midt i en storstad.
”Din ven er lidt distræt”, sagde Mohammad med rynket pande.
Mie tak på skuldrene. Hun stak hurtigt pilleæskerne til sig.
”Hvad kigger du efter, chef?” spurgte han Eske.
Eske løsrev sig fra det betagende skue. Kiggede på Mohammad, vidste ikke, hvad han skulle svare, vendte sig i stedet mod handelssituationen og koncentrerede sig om den. Det var jo nok det, der blev forventet af ham. Men han var stadig fjern af tanken, dens katastrofale omfang var ikke lige sådan at slippe.
Mohammad kiggede på ham – og skiftede så fokus og lænede sig ind mod Mie.
”Det er en stor portion, du har købt denne gang.”
Mie kiggede sig forvirret omkring. Mest fordi hun ikke vovede at kigge direkte på ham. Han var så tæt på, at hun kunne lugte hans ånde. Rå løg. Håndlangerne rørte også lidt på sig. I Eskes hjerne blæste forestillingen om de syge lemmer endelig væk.
”Jo”, sagde Mie usikkert. ”Det er …”
”Det er til dig selv, ikke?”
”Jo jo, det er kun til … Altså, os. Os begge to.”
”Og hvis der kommer nogen og spørger, hvor du har købt dem? Hvad siger du så?”
”At … Øhm, at …” sagde Mie.
”At du har købt dem nede i Fælledparken?”
”Nej …”
”Af Mohammad?”
”Nej. Selvfølgelig ikke!” sagde Mie.
Eske kom sin kone til undsætning.
”Nej nej”, sagde han. ”Vi har jo bare, æhm, fundet dem på gaden.”
Mohammad værdigede ikke Eske et blik. Han fortsatte med at se køligt ind i Mies øjne. Så trådte han tilbage. De to håndgangne mænd slappede af. Kiggede sig lidt omkring. Situationen var opløst lige så hurtigt, som den var opstået.
Hvis der overhovedet havde været en situation?
Mie puttede pilleæskerne i lommen. De gik videre uden at sige farvel.
”Sådan synes jeg aldrig, jeg har oplevet ham”, sagde Mie.
Eske prøvede at betragte sagen fra et nøgternt synspunkt. Sådan var det jo nok, når et marked voksede, så blev det hele sådan lidt ... fragilt.
Da de kom hjem, satte de sig ind i sofaen og kiggede på udbyttet.
Tre æsker af de blå. 3 x 10.
”Jeg skylder dig en femhundredemand”, sagde Mie.
”Nej nej, for fanden”, sagde Eske. ”Det er mit bidrag. Det manglede da bare.”
Mie åbnede en æske. Kiggede på de ti blå, indespærrede piller i foliepakken. Smilede lidt. Klikkede en af dem ud. Og så en til.
”Jeg tror, jeg ta’r to”, sagde hun med et smil.
”Ditto”, sagde Eske.
Der stod to brugte vandglas på bordet. Og der var vand i kanden. De kastede hver to piller i gabet og skyllede efter med vand.
Det klemte lidt i brystet, og de lænede sig tilbage for at lette pillernes glid.
”Prøv lige en gang til”, sagde Mie. ”Hvad var det for noget med det der … Tilfældighederne der bliver til skæbne?”
”Helikopteren”, sagde Eske. ”Det er, som om … Hver gang jeg er i Fælledparken, eller kører forbi, ude på Blegdamsvej for eksempel, så er den der. Så står den oppe på taget og luder, eller den er i gang med at lette, eller den er i gang med at lande.”
”Ligesom i dag?” spurgte Mie.
”Ja, ligesom i dag”, sagde Eske og nikkede.
”Og det er det, du mener med, at … Tilfældighederne, når der er mange nok af dem, så tænker man til sidst, at det måske slet ikke er så tilfældigt?”
”Ja”, sagde Eske, ”der er altså et eller andet med den helikopter.”
”Måske er det dit totemdyr”, sagde Mie. ”Eller din totemmaskine.”
”Ja, det kan da godt være”, sagde Eske. ”At det er min totemmaskine.”




Kapitel X. - I hvilket Mie forestiller sig et tilfældigt møde mellem en skoleskyder og en radikaliseret islamist og funderer over, om de mon i kampens hede vil være i stand til at danne en slags forbund?

Mie var helt oppe på fire piller, da hun satte sig for at følge med i den dramatiske historie om Boston-bomberen, den overlevende bror, der blev oprullet for åben skærm. Han blev jagtet i forstaden Watertown. Der i flere henseender muligvis svarede til Vanløse.
Det var eftermiddag på Østerbro, tidlig formiddag i USA. Et par timer forinden, midt om natten, USA-tid, var de to efterlyste brødre blevet spottet af en sikkerhedsvagt på det universitet, de havde gået på. selveste MIT såmænd, i campusområdet. Her var det så kommet til skudveksling, og vagten var blevet dræbt.
Politiet var i forvejen i højeste alarmberedskab og havde jo også allerede de to brødre i kikkerten som mistænkte, og havde hurtigt været ude at efterlyse dem i medierne, så det varede ikke længe, før ordensmagten var på pletten. De pløkkede den ældste bror ned, mens den yngste flygtede, og var scenariet ikke allerede ret klart, var det det i hvert fald nu: Han måtte jo være skyldig, han var farlig, og han gemte sig nu i det og det område i udkanten af Boston. CNN havde transporteret alt disponibelt mandskab til byen. En pæn portion af dem havde man stationeret omkring det campusområde, hvor skyderiet med vagten havde fundet sted. Og ingen, amatører eller ej, kunne undlade at reportere medlevende fra sådan et område, om de så stod en halv kilometer fra det. Nogen var blevet skudt her, lige her, faktisk to, og den tredje involverede befandt sig nu – ja, guderne måtte vide hvor.
(Eller Gud i ental, selvfølgelig, fordi det jo var i Staterne, hvor asetroen ikke har haft anledning til at blive konserveret i nogen sproglige former.)
Mie kiggede på den store græsplæne, man lige kunne ane mellem universitetets spredte bygninger. Det lignede virkelig noget fra en film, dette campusområde, men sådan var det jo ofte med USA, kunne hun også huske fra sin sprogrejse derovre: den amerikanske virkelighed lignede det, man kendte fra film, og det i så forbløffende grad, at den tanke var nærliggende, at amerikanerne havde indrettet sig efter filmene. Og hvor pudsigt, at dette land, hvor man hyldede individet så meget, i så udpræget grad var skåret over den samme læst.
Mie kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis lillebroderen under sin flugt var stødt på en anden type skydegal og spændingssøgende tosse, nemlig den nok som bekendte high school shooter, ham, der søgte at hævne, at han havde tabt i computerspil og i øvrigt ikke havde nogen venner.
Hvad ville der mon være kommet ud af det møde?
(Ok, det var måske ikke så sandsynligt, at en skoleskyder opsøgte en skole kl 2 om natten, på den anden side: USA er jo ikke mulighedernes land for ingenting.)
Men hvad ville der ske? De ville vel stå der over for hinanden, som i en western, midt i campusen, i hver sin ende af den mørkelagte plæne. Og de ville nærme sig hinanden, og den ene svært bevæbnede ville begynde at skyde løs på den anden svært bevæbnede, og de ville muligvis nå at undre sig undervejs, og måske også ærgre sig, efterhånden som deres oprindelige mål fortabte sig, men snart ville de formentlig være så optændt af simpelt had, til den, de var gerådet ud i en shoot out med, at de udelukkende ville koncentrere sig om det. For hvad fanden var det for en idiot?
Og politiet ville stå på afstand af det hele under deres rødt blinkende lanterner, og de ville råbe i megafonen, at NU skulle de tage at overgive sig, der var også et liv på den anden side af denne opkørte situation. Selv om det måske ikke lige så sådan ud.
Mie tog en pille mere, mens hun funderede over, om det var psykologisk muligt, at de to skydeglade og hævngerrige typer ville slå pjalterne sammen.
Imod talte, at de som de narcissister, de uden tvivl var, hurtigt ville fornemme, at den anden formudrede situationen uhensigtsmæssigt, at den anden skyggede for rampelyset, slet og ret det skarpe lys, som nu helikopterne kastede over scenen.
For talte, at de på grund af den ophidsede situation, adrenalinet, der kogte i blodet, og under indtrykket af det hjørne, de havde malet sig selv op i, ligesom kunne blive presset til at acceptere, at de jo var to alen af ét stykke, idet de begge var unge mænd, der havde en dyb, ødelæggende følelse af ikke rigtig at høre til nogen steder, samtidig med, at de jo som følge heraf havde det svært med pigerne. Og sådan noget kan slå enhver ud. Og således kunne den fedladne, småkiksede skoleskyder pludselig se lyset i en radikal udgave af islam, som han lige fik serveret på et sølvfad, om end et lille et af slagsen, og den lige så småkiksede men mere trænede jihadkriger kunne se ideen i den rene vrede, den ubesudlede vrede, som skoleskyderen præsterede, så meget desto mere, som den jo ikke efterlod nogen religion i noget dårligt lys.
Således kunne de samles under deres eget hjemmelavede flag, under deres egen sammenrørte ideologi. Verdenshistorien har set den slags cocktails før. Og de er giftige, ikke så meget fordi, de giver folk kvalme, som fordi de pludselig ikke gør det.
Mie blev nødt til at tage en pille mere. Der var utroligt meget fortællemæssigt potentiale i disse tv-billeder. Ikke fordi der skete så meget, der skete faktisk ingenting i lange, lange tider, og nyhedsreporterne stod i stampe, og muntrede sig i stedet med at afbryde hinanden, fordi de godt kunne lide at være på, og fordi det gav en rastløshed, der klædte den højspændte situation.

Tv-billedet var plakativt behæftet med oplysninger. Det var egentlig utroligt, så meget man kunne mase ind på så lidt plads: Cambridge, Massachusetts. 12:42 PM. Manhunt. FBI Hotline: 1-800-CALL-FBI. Live CNN. News Room. Breaking News. Manhunt for teen bomb suspect. S&P 9.92. ”To think he is capable of …”.
”To think he is capable of …”, var en del af en levende tekst, der rullede over skærmen i bunden. Og det drejede sig så om et citat fra et familiemedlem, der ikke begreb, vitterlig ikke kunne få ind i sin knold, at hans lille nevø, den jagtede, skulle være i stand til at gøre sådan noget.
Egentlig utroligt som mange terrorister blev fremstillet som flinke og omgængelige personer af naboer, medstuderende, venner og familiemedlemmer, og hvem verdenspressen nu ellers havde succes med at banke op og lokke en personkarakteristik ud af.
Der måtte virkelig være meget galimatias i omløb, tænkte Mie, eller: der var virkelig mere sprængkraft i det normale, end man lige skulle tro.
Det løb hende koldt ned ad ryggen. Gad vide, hvor sort og hvor bred den understrøm egentlig var, der angiveligt løb gennem menneskeheden?

Klip til nogle brandmænd, der stenede omkring i flourescente dragter. På hovedet havde de enorme hjelme, der måtte kunne modstå katastrofer af vesuviansk omfang. Især det lange læderagtige fald over nakken gav hovedbeklædningen et drabeligt udseende. Brandmændene var filmet med telelinse, det hjalp også lidt på dramatikken, disse abrupte rystelser - for så ved vi, at vi befinder os på stor afstand, og stor afstand befinder vi os kun på, fordi der eksisterer en foreskreven sikkerhedszone, som jo kun eksisterer, fordi der et ulmende område, hvor der ikke er sikkert. Og sådan kan billeder tale. Ligesom jo overvågningsbilleder vist på tv har en dragende effekt. De er måske endda ved at blive de allerlækreste? Den skæve vinkel, de bliver skudt i, og jo ikke mindst de hakkende sekvenser, de bliver vist i: Billede 1: Der kommer en mand ind i kiosken (man ser lige torsoen og en fod). Billede 2: Der er mand inde i kiosken i fuld figur. Billede 3: Nu er han henne ved disken. Billede 4: Og dér har han hevet en stor gøb op, som han peger lige ind i kioskejerens ansigt med. Billede 5: Pengene udleveres. Billede 6: Han stikker af. Og de fortjener en gentagelse, 1, 2, 3, 4, 5, 6, fordi de er så korte, vi når knap nok at opfatte, hvad der sker, og således mimer billederne offerets synspunkt, hér kan vi virkelig leve os ind i den grødede virkelighed, hvornår ellers?

Brandmændene skulle angiveligt ”lige om lidt” foretage en kontrolleret sprængning af et eller andet. Men ikke desto mindre: Nogen burde have ringet til en af dem og sagt: ”Hey, I er på - se lige lidt geskæftige ud.” Eller: ”Lad i det mindste være med at gå og småfjoge.” For det så vitterlig ud til, at det var det, de gjorde: gik og småfjogede.
Og småfjog midt i en major manhunt, det gik jo ikke. Det tog alvoren ud af situationen. Og stillede samtidig brandvæsenet i Boston i et lidt dårligt lys, i bogstaveligste forstand: uden for de røde og blå blinks adlende medaljer.

Der var faktisk endnu en levende tekst, en lang linie, men den rullede ingen steder, den nøjedes med at blafre gult i forgrunden: ”Police Line Do Not Cross.”
Klip til et andet kamera, et andet sted i Watertown. Politiet var i gang med at gå fra hus til hus. Det så også sært roligt ud, det arbejde, ingen rambukke blev brugt til at smadre nogen døre åbne med.
I studiet gjorde fra nu af et stort nummer ud af at bedyre, at situationen var så højspændt, at de var gået over i andet mode, for det var ikke længere live billeder, de viste, der var indbygget forsinkelse i signalet. Angiveligt for at skåne seerne for eventuelle blodsudgydelser. Men man skulle jo ikke være Einstein for at regne ud, at det lige så meget handlede om, at den eftersøgte ikke skulle sidde et eller andet sted og stirre på sin smart phone som på et trumfkort. Nej, de tider var forbi, og dette var en major manhunt, og de gik fra dør til dør.
Mie lænede sig frem i sofaen. Placerede albuerne på lårene. Lod hænderne dingle mellem benene. Blev siddende sådan.
En hus til hus-undersøgelse …
Var det ikke enhver politimands vådeste drøm, således at få lov til at undersøge et helt kvarter til bunds, virkelig til bunds? Det ville man jo aldrig få tilladelse til ellers, fordi det strider mod alle mulige forfatninger, og da især den amerikanske, men her var så muligheden for at smugkigge ind i ethvert hjem, lige sige hej hej og stikke snuden ned i kælderen – bare for at checke om alt var clear. For terrorister forstås. 
Og hvad ville der ikke åbenbare sig i den anledning? Af seddeltrykkerier, tyvegods, hashplanter, illegale flygtninge, mangelfulde el-installationer, børnearbejdere, falske underskrifter, kummefrysere proppet med ligdele, hyldemeter af momsfrit slik. For sådan er det jo: alle mulige mennesker bedriver alle mulige former og mellemformer for kriminalitet. Og alt sammen kunne blive opdaget i ét eneste fejende blik. Jo, selvfølgelig var det enhver politimands vådeste drøm! Og en og anden var nok ikke fri for at tænke den tanke, at det ville være ideelt, dersom terroristen, eller den formodede terrorist, som man høfligt sagde, ville gemme sig i Watertowns aller- allersidste hus.
Vel koncentrerede de sig da om at søge efter den 19-årige lømmel, men selvfølgelig noterede de det da i en lille sort bog, hvad de i øvrigt havde fået øje på. Så kunne de altid vende tilbage.
For eksempel de kasser med billeder af nøgne børn, som den svedige lektortype havde gemt af vejen i sin kælder. Endelig, og takket være forsynet og uforudsigelige begivenheder, havde han fået afsløret sit dobbeltliv! Han var jo så pensioneret, men konen var yngre, arbejdede stadig, var samme morgen taget af sted, inden bydelen blev lukket ned, så nu var han alene og gik i kælderen, han havde jo set, hvordan de havde noteret det i den sorte bog, og han hældte benzin over kasserne og brændte det hele og røg selv med i købet.
Det kunne i givet fald meget vel være den brand, tv-reporteren med det amerikanske hår kunne lugte, hende der stod på randen til den zone, der blev finkæmmet.
Klip til onklen til de to brødre, hvoraf den ene altså allerede var blevet skudt af politiet, og onklen erklærede, at han var chokeret, for ikke at sige: dét havde han lige godt aldrig troet om dem.
Og denne onkel sagde nok også sådan, og i det hele taget: stod frem på tv, mente en af CNNs mange kommentatorer, fordi han prøvede at appellere til den stadig eftersøgte brors samvittighed. Det kunne være arrangeret således fra politiets side i håb om, at man på den måde kunne få terroristen til at overgive sig.

Mie tog en pille mere og tænkte, at det var en udmærket taktik, af politiet altså, for det ville jo ikke være så ringe endda, hvis man i stedet for at pløkke en desperado ned fik tag i en øm og måske ligefrem småflæbende terrorist, der havde fået dårlig samvittighed. I det første udførlige forhør, ville man kunne presse ham for alle mulige informationer. Når han først fik søvn under øjenlågene og en advokat ved sin side, ville han med stor sandsynlighed blive hård og umeddelsom.
Mie fik en tanke, der selvfølgelig var urealistisk, hvis man tænkte den helt ud i dens yderste konsekvens, men som eksperiment var den sådan set aldeles rimelig, mente Mie, for hvis der var nogen, der kunne tale den unge mand ud af hans gemmested, hvor han nu befandt sig, så ville det være hende. Den danske accent ville kun gøre ham mere tryg. For hun repræsenterede ikke det amerikanske system, det vestlige måske nok, men ikke det amerikanske. Og det måtte han have sprogøre nok til at forstå, han var vel ikke helt idiot.